Efter 10 års venten: Første spadestik er taget til renoveringen af Mjølnerparken/Hothers Plads

På en klar og solrig oktoberdag er det længe ventede første spadestik taget til renoveringen af Mjølnerparken og Hothers Plads.

Med varme smil og glade taler blev det første spadestik i dag taget til renoveringen af Mjølnerparken/Hothers Plads. Der er også god grund til at smile, for som Jan Hyttel, der er organisationsformand for Bo-Vita, siger: ”Spadestikket i dag er resultatet af 10 års vedholdende arbejde for at virkeliggøre de visioner og ønsker, som 89 % af beboerne i Mjølnerparken og Hothers Plads stemte for den 14. juni 2015. Beboerne ønsker bedre boliger, et tryggere boligområde og en bedre sammenhæng med Nørrebro.”

Morten Rønne fra KHS-Norconsult genopfrisker også 10 år gamle minder: ”Den 30. november 2011 blev vi valgt som totalrådgivere og arkitekter på helhedsplanen i Mjølnerparken og Hothers Plads. Vi er derfor rigtig glade for, at vores dispositionsplan for området har holdt hele vejen igennem, og at vi nu er i gang.”

CASA er i april måned valgt som hovedentreprenører til at udføre renoveringen, og som John Strands Petersson, der er direktør for renoveringer øst i CASA, siger: ”Med vores første spadestik i dag tager vi også første skridt til at udføre beboernes visioner og ønsker på bæredygtig vis. Både bygninger og byområdet bliver DGNB-sølvcertificeret i renoveringen, hvilket betyder, at beboerne ikke blot får moderne, veldisponerede boliger, men også fremtidssikrede, bæredygtige hjem og miljø.”

Opgaven med at renovere og udvikle Mjølnerparken og Hothers Plads er på 1,1 mia. kroner inkl. moms. Det tidligere Ministerium for By, Bolig og Landdistrikter og Københavns Kommune har givet 127 mio. kr. i støtte.