Genhusningssamtaler og kaffesnak

Det er blevet til en masse kaffe og snakke om genhusning ved de 550 genhusningssamtaler, som beboerne i Mjølnerparken hver især har deltaget i. Der er blevet svaret på spørgsmål og givet indsigt i, hvad den fysiske helhedsplan og genhusningen egentlig betyder for den enkelte beboer.

De bekymringer, som der mest er blevet talt om, er, hvad det betyder, hvis ens lejlighed skal nedlægges og nu også sælges. Som genhusningskonsulenterne siger:

Det er klart, at det ikke er rart at få at vide, at man skal flytte. Det er et stort pres. Fra start vidste beboerne i stueetagen og på 4. sal, at de ville komme i denne situation, fordi de etager bliver markant omstruktureret. Hvis den enkelte beboer, som kommer til at opleve de forandringer, ønsker at flytte tilbage, når den fysiske helhedsplan er gennemført, eller til et andet boligområde i Bo-Vitas boligafdelinger, så finder vi en løsning.

Genhusning er en tung proces. Derfor har samtalerne også handlet om at gøre det klart, hvordan Bo-Vita hjælper, så genhusningen bliver lettere for beboerne. Når det er sagt, så har genhusningskonsulenterne oplevet, at Mjølnerparkens beboere er forventningsfulde og glæder sig til en bolig med nye vinduer, køkken og badeværelse.

Se mere om permanent genhusning her. Se mere om midlertidig genhusning her . Kontakt Tryghedsteamet eller Bo-Vest, hvis du er i tvivl eller har spørgsmål.